Søs Fenger: Rigtigt at gå fra Thomas Helmig
I år kunne Søs Fenger og Thomas Helmig have fejret sølvbryllup. Popparret indgik ægteskab for 25 år siden - i 1986, men efter kun tre år gik det itu.
I dag siger Søs Fenger, at beslutningen var det eneste rigtige for dem.
- Vi var for unge og umodne til at have et ægteskab sammen. Jeg tror også, vi havde for meget musik i hovedet begge to, siger Søs Fenger i et interview med Søndag.
Sangerinden var kun 25 år, da hun og Helmig blev gift.
- Jeg var slet ikke voksen på det tidspunkt. Og Thomas og jeg var jo bare venner. Vi var hjertevenner, som bare syntes, at vi skulle køre den helt ud. Det skal man også bare prøve, hvis man føler sig inspireret til det. Jeg fortryder det ikke, siger Søs til Søndag.
Det eneste, hun fortryder, er, at hun ikke involverede sin mor mere i bryllupsforberedelserne, men bare kom og leverede overraskelsen.
- I dag kan jeg godt forstå, hun blev lidt skuffet, siger Søs, der ikke siden er blevet gift, men som har en voksen søn, August, 20, med den svenske guitarist Henrik Janson.