28. apr. 2024
Af Karina Didriksen

En livsændrende besked fik Merete Mærkedahl til at haste hjem midt i en scene i Badehotellet

Otilia i "Badehotellet".
Otilia i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Skuespilleren Merete Mærkedahl har et helt særligt minde fra ”Badehotellet”, som hun aldrig vil glemme.

Merete Mærkedahl har elsket at spille Otilia i ”Badehotellet”, og der er særligt ét minde, hun vil huske tilbage på, når serien er slut.

En livsændrende besked midt i optagelserne fik hende nemlig til at haste hjem.

- Noget, der rent privat kommer til at stå som et særligt minde, er, da jeg får at vide midt i en scene med Ulla Vejby, at min kæreste Annas vand er gået, og om jeg gerne vil hjem eller fortsætte, siger Merete Mærkedahl til BILLED-BLADET og tilføjer:

- Der siger jeg med en puls på 180, at jeg egentligt gerne vil hjem! Det er så ni år siden nu, for det var, da Esther kom til verden.

Den 42-årige skuespiller er taknemmelig for, at hun netop arbejdede på ”Badehotellet”, da hun skulle være mor for første gang.

- Det opsummerer også, hvilken arbejdsplads det har været. Kort efter, at jeg havde fået mit kostume af, fik jeg stukket en nøgle og en madpakke i hånden, og så blev jeg sendt af sted. De havde allerede undersøgt, om der var fly eller tog, lyder det med et smil fra Merete Mærkedahl.

De 10 år på ”Badehotellet” vil for evigt have en plads i hendes hjerte.

- Det har været en serie, der har fulgt os i mange år. Ulla Vejby og jeg har stiftet familie, har fået to børn hver og købt hus. Min familie er flyttet fra den ene anden af landet til den anden, og jeg har mistet min mor. Der er kæmpe livsbegivenheder, som er sket under ”Badehotellet”, konstaterer skuespilleren.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-04-23/Foto---Mike-Kolloffel_TV-2-%284%29-6.jpg
Otilia (Merete Mærkedahl) og Edith (Ulla Vejby) i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Læs mere om: