Dronning Margrethe pompøst modtaget af Ghanas præsident
Afrikas sol skinnede varmt på dronning Margrethe, da majestæten ankom til præsidentpaladset for at mødes med præsident Nana Addo Dankwa Akufo-Addo.
Præsidenten stod klar inde i paladset, mens dronning Margrethe og landets minister for kultur og turisme, Catherine Afeku, overværede, at de to landes nationa-melodier blive afspillet.
Et orkester på et halvt hundrede musikere stod klar sammen med en farvestrålende æresgarde - og lidt på afstand, udenrigsminister Anders Samuelsen og hans kollega, Ghanas udenrigsminister Shirley Ayorkor Botchwey, der kort inden dronningens ankomst havde holdt møde.
I døren til præsidentpaladset blev dronningen hjerteligt modtaget af præsident Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, som ledte dronningen ind i paladset.
Dronning Margrethe i spidsen for dansk delegation
Mødet mellem dronningen og præsidenten var, som meget andet i Ghana, uformelt og rimeligt afslappet.
Og det var tydeligt, at præsidenten havde meget på hjertet.
- Det er første gang, vi har en dronning så langt fra nord på besøg, og det er en stor ære at byde Dem velkommen, sagde præsidenten, der også takkede dronningen for danskernes støtte i Ghana gennem årene.
En støtte, der har gjort, at landet nu kan gå fra bistandshjælp til business og styrke samhandlen landene imellem.
Med på dronningens rejse er nemlig også 39 danske virksomheder, ført an af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Alle deltog de ved middagstid i en stor konference og business-præsentation, inden de spiste frokost med dronningen.
Læs meget mere om dronningens Ghana-besøg i næste uges BILLED-BLADET.
Mere end 300 gæster var til stede ved frokosten, som dronningen indledte med en energisk og opmuntrende tale.