Dronning Mathilde og kong Philippe bød på belgisk øl og chokolade
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik var med i det danske filmhus, Cinemateket, i Indre By i København, da det belgiske kongepar deltog i første del af det belgiske erhvervsfremstød i anledning af statsbesøget.
De fire kongelige havde mulighed for at smage på og høre om de mange berømte belgiske øl, og en kendt belgisk chocolatier, Laurent Gerbaud, skabte endda en lille chokolade-smagsprøve til kronprinsesse Mary med to af hendes favorit-smage: tørrede tranebær og mandler.
SE BILLEDERNE: Kronprins Frederik i højt humør
Mange hundrede belgiske forretningsfolk og danskere med belgiske forretnings-interesser, var inviteret til arrangementet i Cinemateket.
I sneglefart til Amalienborg
Efter en halv times tid forlod de to royale par filmhuset i to af kongehusets kronebiler, men de store biler og de mange sikkerhedsbiler fik kun kørt få meter ud på Gothersgade, før de sad eftertrykkeligt fast i den altid voldsomme eftermiddagstrafik i København. Herefter gik det i sneglefart tilbage til Amalienborg.