Fuld fart på de royale børn i Legoland
Til lyden af hylende sirener pumpede prinser og prinsesser på livet løs for at få netop deres Lego-brandbil først frem til branden og få slukket ilden.
Selv om kronprins Frederik pumpede på livet løs, måtte han se sig slået af prins Nikolai og prins Felix i den anden brandbil, men alle morede sig kongeligt med at prøve alle de spændende forlystelser.
I det hele taget var det igen i år en vellykket kongelig udflugt til Legoland, som kronprinsparret de seneste år har besøgt hver sommer, mens de holder ferie hos regentparret på Gråsten Slot.
Foruden kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt deres fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine, var prins Joachims store drenge, prins Nikolai og prins Felix, for første gang med på turen, mens deres to halvsøskende, prins Henrik og prinsesse Athena, var blevet hjemme på slottet hos deres forældre.
Se flere herlige billeder fra Legoland i BILLED-BLADET på torsdag.