Kronprins Frederik på skitur

Der var ikke meget sne ved Fredensborg Slot 2. juledag. Og slet ikke nok til, at man kunne kalde det for skiføre i traditionel forstand. Det forhindrede dog ikke kronprins Frederik i at spænde et par rulleski på fødderne og suse af sted gennem Fredensborg Slotspark for at få noget motion midt i en madmæssigt sikkert fed juletid.
Frederik så ud til at nyde turen på rulleski helt alene om formiddagen den 26. december ovenpå et par travle juledage i selskab med sin store familie anført af dronning Margrethe og Prinsgemalen på Fredensborg Slot. Om eftermiddagen den 25. december havde Frederik og Mary desuden været værter for en stor julefrokost i Kancellihuset, hvor de fik besøg af det meste af deres royale familie. Derfor var det nok tiltrængt for kronprinsen med lidt alenetid på rulleskiene.
Frederik har de tidligere år trænet på rulleski op til det svenske 90 kilometer langrendsskiløb Vasaloppet. Kronprinsen har deltaget i og gennemført Vasaloppet to gange. Hvis han deltager i motionsløbet i 2015, er han i skisporet i Sverige søndag den 8. marts.