Kronprinsesse Mary hastet ud af jordansk flygtningelejr
Kronprinsesse Mary er i Jordan, hvor hun onsdag formiddag var på feltbesøg i Za'atari-flygtningelejren en times kørsel fra hovedstaden Amman.
Efter at have mødt flere af den enorme lejrs mange syriske flygtninge - især kvinder og børn - rundede Mary feltbesøget af med at se nærmere på et registreringssted for flygtninge fra Jordans borgerkrigshærgede naboland Syrien.
Mens kronprinsessen var ved at blive interviewet af Danmarks Radio og med BILLED-BLADETs udsendte klar som næste royale interviewer, hørtes pludselig larm fra en stor, brølende menneskemængde, der passerede teltet med den danske delegation.
En jordansk sikkerhedsmand fortalte danske journalister og den øvrige delegation, at syriske flygtninge var ved at samles til en større demonstration i lejren, og at de nok ville søge mod registreringscentret, hvor kronprinsesse Mary befandt sig. Derfor skulle hun slutte interviewet og skynde sig ud af Za'atari lejren, inden demonstranterne eventuelt nåede frem.
Kronprinsessen måtte lidt brat runde sit DR-interview af, udsatte øvrige interview og hastede derefter ud af lejren.
Situationen nåede aldrig at blive højdramatisk for Mary, der virkede fattet og rolig, da hun blev bragt i sikkerhed.
BILLED-BLADETs udsendte er med på hele kronprinsesse Marys arbejdstur til Jordan, som du kan læse meget mere om og se billeder fra i næste uges udgave af Danmarks Royale Ugeblad.