Kronprinsesse Mary besøgte mandag eftermiddag Røde Kors i Slagelse, hvor hun fik sig en god snak med deltagere og frivillige fra gruppen ”Værket – netværk for voksne”. Bag det nye projekt, der er et tilbud til voksne, som oplever længerevarende ensomhed, står Mary Fonden og Røde Kors. Efter at være blevet budt velkommen og vist rundt sammen med blandt andre præsident for Røde Kors, Hanna Line Jakobsen, tog det ikke mange minutter, før den kongelige gæst var i fuld gang med nogle af gruppens øvelser.
LÆS MERE: Kronprinsesse Mary til øko-dag med børnene Kronprinsesse Mary deltog i øvelser
Første øvelse ”Enig eller uenig” handlede om stille sig i midten af rummet og så flytte sig til højre eller venstre alt efter, om man var enig eller uenig i de udsagn, der blev læst op. Spørgsmålene var blandt andet ”Jeg sover længe, når jeg kan” og ” Jeg så det danske herrelandshold spille EM i Polen”. Det gik stærkt, og det fik både grin og smil frem hos alle. Derefter fulgte anden øvelse, hvor der blev talt om gruppens uformelle regler. Her trak kronprinsessen spørgsmålet ”Hvorfor er det vigtigt at prioritere at komme hver gang?” På det svarede Mary: - Det er vigtigt at møde op, fordi man er en del af en gruppe. Når alle prioriterer gruppen, giver det en tryg ramme, som gør det muligt at tale om de svære ting.
Kaffe, kage og god snak med deltagerne
Eftermiddagen sluttede med kaffe, the, boller og kage, og kronprinsessen gik også her over til Værkets deltagere for at tale lidt mere sammen med dem. Værket blev etableret sidste år som et samarbejde mellem Mary Fonden og Røde Kors og med VELUX FONDEN som samarbejds- og finansiel partner i projektet. Det er indtil videre afprøvet i Røde Kors i Slagelse, Køge, Roskilde, Hørsholm, Hovedstaden, Fåborg og Odense. I løbet af de næste måneder vil det blive et tilbud i 10 nye Røde Kors lokalafdelinger. 9 af de 10 nye lokalafdelinger er på plads og er: Ringkøbing, Hjørring, Tønder, Brande, Midtdjurs, Horsens, Egedal, Næstved og Vordingborg.
Hvem er dine TV-favoritter? Stem og vind smykker her!