SE VIDEO: Kronprinsesse Mary mødte danskere i Mexico
"Hej" og "goddag" afløste for en stund "hola", da kronprinsparret på den tredje og sidste dag hilste på både unge og gamle danskere, der bor langt fra deres hjemland i Mexico.
Og glæden over at møde det danske kronprinspar i den danske ambassadørbolig var stor. Med strålende øjne og smil fortalte de omkring 100 gæster fra den danske koloni om deres tilværelse i Sydamerika. Mange af dem med en mexicansk ægtefælle eller kæreste ved deres side.
I timernes forinden havde kronprinsen både nået at flyve 75 kilometer væk fra byen for at besøge en fødevarefabrik, deltage i et møde med olieselskabet Pemex, lytte til taler under et møde om vedvarende energi på det teknologiske museum og, sammen med kronprinsessen og sundhedsminister Astrid Kragh, at være med i en vigtig reception om innovation i sundhedsvæsenet.
Om eftermiddagen fortsatte det tætpakkede program med et besøg på ABC sundhedscentret, hvorefter Mary tog alene videre til det allersidste punkt - et besøg hos Diarq Foundation, der støtter og rådgiver voldsramte kvinder og deres børn. Et emne som tydeligvis rørte kronprinsessen, der talte med flere brugere af stedet, mens pressen ventede udenfor.
Derefter var programmet slut, og kronprinsparret kunne glæde sig over, at erhvervsfremstødet havde været en ren succes.