VIDEO: Dronning Margrethe gik under jorden
Dronning Margrethe tog fra millionbyen Roms travle mylder, en tur på landet, hvor oldtidsbyen Tarquinia var på programmet på dronningens tredje besøgsdag i Italien.
Den spændende by, der rejser sig højt oppe i landskabet tæt på kysten, ligger godt 80 kilometer nordvest for Rom.
Dronning Margrethe besøgte etrusker-grave
Byen har tydelige historiske forbindelser til etruskerne, en befolkning der slog sig ned i det centrale Italien flere hundrede år før Kristi fødsel.
Dronningen besøgte etrusker gravene lige udenfor Tarquinia, og her måtte majestæten ned under jorden for at bese de spændende gravsteder.
Deltog i udgravninger med morfar
I samme område deltog dronning Margrethe selv i arkæologiske udgravninger med etrusker-fund for mere end 60 år siden sammen med sin morfar, Sveriges konge Gustav VI Adolf.
Se videoen og hør selv dronning Margrethe fortælle om de spændende oplevelser og besøget i Tarquinia.
Dronningen har søndag sin sidste dag i Rom, inden hun mandag morgen flyver tilbage til Danmark.