VIDEO: Kronprinsesse Mary fik et hvil i Fortællerhånden
Kronprinsesse Mary deltog sammen med undervisningsminister Christine Antorini (S) samt to 7. klasser fra Lille Næstved Skole i byvandringen i forbindelse med Uge 200, hvor grundskoler i Danmark fejrer, at det er 200 år siden, at der blev indført undervisningspligt.
Byvandringen bragte kronprinsesse Mary og ministeren hen til skulpturen Fortællerhånden, en kæmpe åben hånd, som kronprinsessen og Christine Antorini satte sig i eller på, mens de fik fortalt lidt om skoleforholdene i gamle dage i Næstved.
Der var i øvrigt generel fokus på byens skolehistorie lige fra byvandringens start ved Skolen på Kirkepladsen, hvorfra det gik videre til et besøg ved blandt andet Boderne, Kompagnihuset og en gammel skolegård.
Inden afgang fra Næstved stillede kronprinsesse Mary venligt op til en ordentlig håndfuld "selfies" (billeder taget med mobilkamera, red.) med de mange lokale skoleelever, der fulgte hende på byvandringen.