VIDEO: Kronprinsesse Mary fik unge studerende til at juble
Kun få minutter forinden var kronprinsesse Mary trådt ind i Industriens Hus moderne lokaler i indre by, og nu ventede alle spændt på, at den kongelige gæst skulle afsløre vinderne af University Startup World Cup oppe fra scenen.
Efter en veloplagt tale, hvor kronprinsessen roste de mange, unge talenter for at gå deres egne veje, var det endelig så vidt.
Med rolig mine og et smil på læberne læste kronprinsesse Mary vinderholdets navn op. Stilheden blev øjeblikkelig brudt og flere af de studerende jublede, piftede og klappede løs for at vise deres begejstring.
Elegant kronprinsesse Mary
Stemningen var nærmest euforisk, da holdet med verdens bedste idé blev offentliggjort fredag sidst på eftermiddagen.
Mere end 40 hold fra mere end 24 lande havde deltaget, og de talentfulde prismodtagere var holdet VesaliusMed fra Stanford University i USA. Aslan Maleki, 22, Caleb Kumar, 19, og Teun de Planque, 22, blev belønnet for at have fundet en måde at spore blærekræft på ved at undersøge urin og ikke blod som hidtil. Det er både billigere, hurtigere og nemmere. Teun de Planque var dog ikke med oppe på scenen.
Kronprinsesse Mary så denne dag vanvittig elegant ud i et gennemført, hvidt look. Med sin tilstedeværelse kastede hun ikke bare kongelig glans over arrangementet, som blev afholdt for første gang, men understregede også vigtigheden af at have fokus på de mange unges ideer.
Dommerpanelet bestod af Stine Bosse, Johan Bülow, Søren Ejlersen og Nicolas Michaelsen, der alle er kendte erhversnavne.
Non-profit organisationen Venture Cup, der er dedikeret til at hjælpe universitetsstuderende med at udleve iværksætterdrømmen, står bag verdensmesterskabet.