VIDEO: Mary og Frederik fejret med hval og rensdyr
Kronprinsparret var æresgæster, da det officielle Grønland bød på gallamiddag i hovedstaden Nuuk i anledning af det kongelige danske besøg. Den officielle middag fandt sted på Hotel Hans Egede, som ligger lige midt i byen. På menuen til den flotte fest, hvor Grønlands politiske elite sad med til bords, var der flere lokale delikatesser. Blandt andet røget hval, snekrabbe og sortebærfarseret rensdyrryg med sprød lammehals.
Ikke kun maden var helt i top. Også underholdningen ved en lokal dansetrup, der viste prøver på grønlandsk folkedans med fart og tempo og tramp i gulvet var vellykket. Blandt aftenens øvrige ingredienser og højdepunkter var kronprins Frederiks tale, i hvilken han fortalte om den store glæde det var for ham og kronprinsessen at have deres fire børn med sig til et af verdens smukkeste lande, der bød på vidunderlige naturoplevelser både til lands og til vands.
Se BILLED-BLADETs videoreportage, der byder på kronprinsparrets ankomst til Hotel Hans Egede, en bid af Frederiks tale og en smagsprøve på den festlige underholdning i festsalen på Nuuks fineste hotel.