BILLED-BLADETs chefredaktør: Lad julefreden sænke sig over Vild med dans
Allerførst: Stort tillykke til Mie Skov og Mads Vad – vinderne af ”Vild med dans 2013”. Og et lige så stort tillykke til Uffe Holm og Karina Frimodt med den flotte andenplads. Det var en spændende og flot koreograferet finale, der kunne gå begge veje!
Jeg har set samtlige ”Vild med dans” programmer, siden formatet første gang tonede frem på skærmen med sæson 1 i 2005. Jeg har frydet og græmmet mig, klappet, heppet og i den grad nydt at se alle nydansere og professionelle dansere føre og forføre på dansegulvet.
Jeg har også haft øjne og ører på stilke i år, men sæsonen har godt nok været en underlig og dramatisk størrelse, som har været utrolig irriterede for os ægte ”Vild med dans”-fans. Ikke fordi Allan Simonsen dansede, lærte nye trin og gik videre, men fordi det føltes som om, en gruppe anti-”Vild med dans”-fans morede sig ved at destruere programmet.
Folk, der slet ikke så programmet fredag aften, stemte, satte penge på Allan Simonsen og følte sig sikre på sejren allerede et par uge inde i sæsonen. Det var dét, der var galt.
Allan Simonsen blev i mine øjne den store helt, fordi han bevarede værdigheden, og fordi han er gennem ordentlig og sympatisk. Han gik ikke med på det game, der var i gang. Han vigtede sig ikke og spillede ikke smart. Han gjorde bare det, han var blevet bedt om: Han lærte dansetrin og deltog i et underholdningsprogram. Hatten af for ham.
Jeg kan dog ikke lade være med at smile lidt ved tanken om, at eventyret endte anderledes end forudsagt af mange. Det gav nemlig pludselig programmet en ny kant og nerve, og viste at det ikke kun var den ene lejr, der havde patent på at afgive stemmer.
Kære nydansere, kære professionelle dansere, kære dommere og kære TV 2: Tak for dansen 2013. Lad julefreden sænke sig. Og kridt derefter danseskoene til ”Vild med dans 2014”. Vi er så klar til en tur på gulvet endnu en gang!