Knæk Cancer: To nye blomster med stor værdi
Kære læsere.
Som mange af jer måske kan huske fra tidligere år, støtter vi her på BILLED-BLADET Kræftens Bekæmpelses årlige Knæk Cancer-kampagne, og vi gør det ved at sælge blomster i form af små fine pins – lige til at sætte på en jakke, en trøje, en skjorte, en T-shirt – eller hvor man ellers har lyst til at placere dem.
Det er Aller Media, som BILLED-BLADET er en del af, der producerer, distribuerer og står for blomstersalget uden fortjeneste. Og vi er meget taknemmelige for jeres opbakning og stolte af, at de små blomster med den store symbolværdi i årenes løb i alt har sikret et stort, tocifret millionbeløb til gavn for et bedre liv for de ramte og for deres pårørende og til livsvigtige forskningsprojekter.
Og nu gør vi det igen. I denne og i næste uge sælger vi blomster, som vi i år har lavet i to helt nye farvevarianter, en ny mat sølv og en ny sort. Jeg har selv alle de tidligere års blomster placeret på min nøglesnor, og jeg udvider nu min samling med de to nye i familien. Jeg håber, I har lyst til at gøre det samme og dermed støtte i kampen mod den rædselsfulde kræftsygdom, der kan ramme som lyn fra en klar himmel, og som vi alle sikkert på en eller anden måde desværre er eller har været i berøring med.
Fra den 15. oktober til den 1. november
Blomsterne koster 25 kr. og kan findes dér, hvor I køber BILLED-BLADET.
På forhånd tusind tak for støtten, som jeg ved, at Kræftens Bekæmpelse vil være meget taknemmelig for på en masse berørte danskeres vegne.
Annemette Krakau, chefredaktør på BILLED-BLADET
#Knækcancer #Bedreliv #Allermediadk