3. maj. 2014
Af af BILLED-BLADET

TV-GULD går til dokumentar om spin og løgn

TV-dokumentaren "Bush, Blair og Fogh - Krigskampagnen" vandt TV GULD-prisen 2014.
TV-dokumentaren "Bush, Blair og Fogh - Krigskampagnen" vandt TV GULD-prisen 2014.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
”Bush, Blair og Fogh – Krigskampagnen” vinder BILLED-BLADETs TV-GULD 2014 for bedste TV-dokumentar.

TV-dokumentaren ”Bush, Blair og Fogh – Krigskampagnen” løber med BILLED-BLADETs TV-GULD, som går til bedste danske dokumentarprogram, der er vist på TV i 2013.

”Bush, Blair og Fogh – Krigskampagnen”, der er instrueret af Boris Bertram og har Christoffer Emil Bruun som manuskriptforfatter, modtager samtidig en check på 100.000 kroner, som de vinder foran blandt andre årets Cavlingpris-modtagere, der også var nomineret i kategorien.

- Vi fremsatte for første gang programforslaget om krigsforløbet Irak i 2007. Vi ville samle stumperne, og det har heldigvis kastet dækning fra otte internationale tv-stationer af sig. Jeg vil også gerne sige tak til min producent og mine kollegaer, som jeg har arbejdet sammen med i mere end ti år, siger Boris Bertram, instruktør på ”Bush, Blair og Fogh – Krigskampagnen”.

TV-GULD-prisen har til formål at støtte produktionen af danske dokumentarprogrammer, som bygger på kvalitet, engagement og professionalisme. Og det er netop, hvad ”Bush, Blair og Fogh – Krigskampagnen”, der er produceret af Lise Lense-Møller fra Magic Hour Films og sendt på DR2 19. marts 2013, gør ifølge komiteen.

- Dokumentaren handler om spin og løgn på verdenshistorisk niveau. Beslutningen om at angribe Irak hvilede ikke bare på tvivlsomme forudsætninger, men på forhold, der blev præsenteret som fakta, uden at det havde noget hold i virkeligheden. Det er fremragende dokumentarisme, som fører uigendriveligt bevis for et bedrag, som ingen af de implicerede reelt er blevet stillet til ansvar for, lyder det fra komiteen.

Den består af filminstruktør Bille August, komponist Bent Fabricius-Bjerre, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen, filmproducent Per Holst, producer Mads Egmont Christensen, skuespiller Cecilie Stenspil, executive producer Karen Boel Thomsen, cand. mag. Preben Wilhjelm, forfatter Sara Blædel, advokat Johan Schlüter og chefredaktør Annemette Krakau. De pegede sidste år på dokumentaren ”Min Barndom i Helvede” af instruktør Mette Korsgaard, som vinder af BILLED-BLADETs TV-GULD. Dokumentaren skildrede den tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersens barndom, som indebar vold, svigt og seksuelle krænkelser.

Se de nominerede til BILLED-BLADETs TV-GULD for bedste tv-dokumentar-pris - klik her

Nye statuetter

I anledning af TV-GULD-prisens 25-års jubilæum har BILLED-BLADET fået skabt nye statuetter. Det er smykkefirmaet Aagaard, der står bag designet af statuetterne, der har form som et retro-TV. Fod og ramme er i røget eg, og skærmen er produceret i sølv med en 18 karat forgyldning.

Læs mere om: