Årgang 20-par ventede barn nummer to: Deler hjerteskærende besked
I januar kunne man igen følge de fire familier fra ”Årgang 20”, og her kunne man se, at det forgangne år havde budt på både op- og nedture hos flere af familierne.
Også hos Maria og Daniel, som kunne glæde sig over et fantastisk bryllup i sommer, men som samtidig også fandt ud af, at deres søn ikke var helt som alle andre.
Sønnen har autisme
Louie har infantil autisme, men heldigvis er det blevet opdaget tidligt, så han kan få den bedst mulige hjælp.
2022 var året, hvor Louie skulle have været storebror. Maria og Daniel ventede nemlig barn nummer to, men nu er drømmen desværre brast for en stund.
Surrealistisk og forfærdeligt
Det fortæller 24-årige Maria Mainz meget ærligt om i et stærkt opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.
”Lige som vi skulle dele den bedste nyhed med jer, så blev drømmen desværre brast. Vi stod med flere positive graviditetstest, men det endte desværre ud i en ufrivillig abort,” indleder Maria sit opslag.
”Det er så surrealistisk og forfærdeligt og et kæmpe chok for os begge to – hold op hvor havde vi glædet os til at bringe endnu et kærlighedsbarn ind i familien. Og frygten for at det vil ske igen, er næsten ikke til at holde ud. Så derfor går der også lige lidt, før vi prøver igen…”, skriver hun videre.
Optagelserne til den nye sæson af ”Årgang 20” er i gang, og Maria, Daniel og Louie vender tilbage på skærmen i begyndelsen af 2023.