Afslører stor nyhed: Sofie Østergaard får en ny rolle på DR
Sofie Østergaard har de seneste år ofte været at finde i tv-værtsrollen på DR, hvor hun blandt andet har lavet "Versus", "Hammerslag" samt programmer på børnekanalerne Ultra og Ramasjang.
Men snart kaster hun sig ud i noget helt andet, der dog ikke er helt fremmed for hende.
På Facebook afslører 42-årige Sofie Østergaard, at hun efter sommerferien har premiere på en ny podcast om økonomi på DR.
Og det er som nævnt ikke ukendt land for hende.
Siden 2020 har hun været vært på det økonomiske program "Overskud" på Radio4, men da programmet fik kniven i maj, er vejen nu banet for den nye podcast på DR.
I opslaget skriver hun, at det er vigtigt for hende at fortsætte med at lave en podcast om økonomi, og det er da også et emne, som fylder meget for hende.
Sidste år hjalp hun forskellige danskere i DR-programmet "Boost dit budget", og nu skal hun altså gøre det samme i en ny rolle.