Alle børn kender hendes figurer: Katrine Hauch-Fausbøll modtager kæmpe hyldest
Lørdag aften bliver årets bedste tv-programmer hyldet til TVPRISEN, men det er ikke kun de mange nye produktioner, der er fokus på.
Til showet blev æresprisen – årets Otto – også uddelt, og den gik til en kvinde, som har sat et stort aftryk på dansk børnefjernsyn i årtier.
77-årige Katrine Hauch-Fausbøll, som gik på pension i 2012, har været med til at skabe populære figurer som Bamse og Kylling samt Kaj og Andrea, og lørdag aften blev hun hyldet for sin indsats med at lave børne-tv.
Katrine Hauch-Fausbøll blev klappet op på scenen til tonerne af titelmelodien fra Bamses Billedbog foran et stående publikum.
- Jeg er meget stolt og beæret og glad for at modtage Årets Otto. Min mand fik den i 2011, og det, synes jeg, var stort. Nu står jeg her med samme ærespris, fortalte Katrine Hauch-Fausbøll, der bagefter sendte en stor tak til sin gamle arbejdsplads, B&U.
Hun var gift med Mogens Vemmer, som i sin tid var chef for B&U, indtil han døde i 2020.
Katrine Hauch-Fausbøll er storesøster til skuespiller Søren Hauch-Fausbøll, der blandt andet er kendt for at være inde i den originale Bamse.
Se alle de kendte gæster i galleriet herunder: