
Anders Lind fik pludselig brev fra kongehuset: Jeg var en lille smule chokeret

Det blev ikke til en medalje ved OL for Anders Lind, men alligevel kom bordtennisspilleren på manges læber i sommer, da han på grund af sin ligefremhed gik lige i hjertet på danskerne.
Snart får vi ham igen at se, for den 26-årige atlet er inviteret med til det stort anlagte aftenselskab på Christiansborg Slot, som kong Frederik og dronning Mary holder fredag aften.
Det var en kæmpe overraskelse for Anders Lind, at han fik en invitation.
- Jeg var en lille smule chokeret. Jeg synes ikke selv, jeg er andet end et helt normalt menneske, og pludselig får man en invitation til at hilse på to af de mest kendte og fineste, vi har i hele landet. Det er en kæmpe ære at få lov at snakke og mødes med dem. Det er jeg ekstremt stolt over, og jeg glæder mig, fortæller Anders Lind.
Når man skal til bal på slottet, gælder det om at klæde sig pænt på, og derfor har bordtennisspilleren været på jagt efter et nyt sæt festtøj.
- Jeg har været ude at købe et superfint jakkesæt med matchende sko. Jeg kommer til at se skarp ud og være i det fineste tøj, jeg nogensinde har haft på.
Det bliver ikke første gang, Anders Lind skal møde kong Frederik. Faktisk har han mødt kongen to gange før, og han har også prøvet at spille bordtennis med ham, idet kongen har været på besøg i træningshallen.
- Inden vi kvalificerede os til OL, kom kongen ned og spillede med os. Det var superhyggeligt. Han virker som en supersympatisk, fornuftig og sød person. De gange, jeg har snakket med ham, føles det næsten som om, jeg snakker til et helt normalt menneske, og det er dejligt, han føles så meget nede på jorden, siger Anders Lind.


Det er ikke kun aftenselskabet på Christiansborg Slot, der har gjort denne uge til noget ganske særligt for Anders Lind, for han er netop blevet præsenteret som ny ambassadør for Psykiatrifonden. Efter OL sidste år var han på besøg i ”Go’ Morgen Danmark”, hvor han talte med en psykiater, og han kunne relatere til det, hun sagde.
- Jeg snakkede med hende bagefter og sagde, at jeg gerne ville hjælpe andre, og om hun kunne hjælpe med det, og så vendte hun tilbage og sagde, at Psykiatrifonden var det rigtige sted for mig, hvis jeg ville hjælpe med at sprede budskabet, siger Anders Lind og fortæller, hvad det betyder for ham at være blevet vist den tillid.
- Det er en ære, virkelig. Jeg er virkelig glad for det. Jeg ved, der er mange børn, der har det svært. Jeg ønsker ikke for andre, at de skal gå gennem noget af det samme som mig, og jeg tror, jeg kan give nogle input og måske gøre en lille forskel hos nogle unge børn.
Anders Lind, der har en mild grad af autisme, mindes selv en ungdom, der ikke altid har været lige nem.
- Indtil jeg blev 18-19 år, havde jeg det svært socialt. Jeg havde det svært i sociale sammenhænge og kunne ikke finde min plads, og jeg følte mig udenfor. Jeg tror, jeg vil kunne give andre nogle tips til, hvordan man skal håndtere det, lyder det videre fra Anders Lind om sin nye rolle som ambassadør.
