Anne Louise Hassing filmer ved Vesterhavet – men det er ikke til Badehotellet
Sommeren er over Danmark, og lige for tiden er der mange tv-produktioner, som er i fuld gang med at udnytte det danske sommervejr til at få nogle flotte optagelser i kassen.
For eksempel kan man glæde sig til at lune sig lidt ved ”Badehotellet”, når 10. sæson bliver sendt i begyndelsen af næste år, når det er koldt og mørkt udenfor.
Anne Louise Hassing vender tilbage som fru Madsen, og hun er lige nu ved Vesterhavet for at lave optagelser – men det er til en helt anden serie end "Badehotellet".
Den 55-årige skuespiller har nemlig skiftet 1940'er-tøjet ud med noget nutidigt, for hun spiller nemlig efterforskeren Maj i sæson to af TV 2-krimien ”Hvide Sande”.
På Instagram, hvor Anne Louise Hassing også har delt et billede af sig selv med smuk udsigt over Vesterhavet, skriver hun, at de første fire optagedage til serien er vel overstået.
De seneste uger har holdet bag ”Badehotellet” holdt sommerferie, men optagelserne begynder igen til august.
Mens ”Badehotellet” får premiere på den anden side af nytår, må man efter planen vente helt til 2025 på at se Anne Louise Hassing i ”Hvide Sande”.