Annette Heick: Derfor overvejede jeg skilsmisse
Annette Heick er netop fyldt 50 år og fortæller i et stort fødselsdagsinterview i BILLED-BLADET, hvordan hun var på nippet til at forlade sin mand, Jesper Vollmer, i kølvandet på hans badeulykke i Thailand i 2015.
Ulykken pressede familien hårdt. Hun stod med eneansvaret for en økonomi, der var ved at brase sammen, og kærligheden til Jesper Vollmer led under hans ramponerede selvværd. Et selvværd, som naturligt nok var i krise umiddelbart efter ulykken, fordi han var blevet delvist lam i højre side og ikke rigtigt kunne bidrage til familiens ve og vel.
Midt i det uoverskuelige kaos hvilede Annette Heick kortvarigt sit hoved på en anden mands skulder og tillod sig for en gangs skyld at være den svage. Hun fantaserede om at vende alle problemer ryggen og give efter for sin spirende forelskelse, men er i dag dybt taknemmelig for, at manden bremsede hende. “Jeg er ikke din, og derfor kan du heller ikke blive min”, citerer hun ham for at sige i sin selvbiografi, Datteren, der udkom i oktober.
– Jeg vidste, at jeg kunne få et nemmere liv, hvis jeg bare gik min vej. Men ville det være nemmere for børnene? Indiskutabelt nej. Nogle skilsmisser er uundgåelige, men der er også mange skilsmisser, der handler om, at folk bare giver op. Jeg kunne have truffet en beslutning, som ville have været så ødelæggende for min familie. Og min familie kommer først. Ikke mig. Sådan er det bare. Mine børn er dem, jeg sætter aller-allerøverst i forhold til det her, siger Annette Heick, som er mor til Storm på snart 13 år og Eliot, der fylder 18 år i januar.
Læs det store fødselsdagsinterview med Annette Heick i BILLED-BLADET, der kom på gaden torsdag den 9. december. Her fortæller hun indgående om, hvordan hun og Jesper Vollmer fandt tilbage til hinanden og kærligheden.