Annette Heick og Jesper Vollmers søn konfirmeret: Her er forklaringen bag Storms grønne look
Foråret er lig med konfirmationer, og lørdag den 20. maj var det Annette Heicks og Jesper Vollmers yngste søns tur.
14-årige Storm blev konfirmeret i Sorgenfri Kirke, hvor hans forældre også blev gift i sin tid, men han lignede ikke de mange andre, som han blev konfirmeret sammen med.
- Alle andre tager det klassiske blå jakkesæt og hvide sko på. Jeg var inde i Herrernes Magasin for nylig og kiggede på lidt forskelligt, og så endte jeg med at vælge det her fede jakkesæt, fortalte Storm om sit grønne look, da han kom ud af kirken sammen med sin familie.
- Jeg synes, det var så fedt derinde, at jeg skal derind i praktik i uge 24. Jeg havde overvejet noget forskelligt, men man kunne ikke komme i militæret i den uge, og så tænkte jeg på Herrernes Magasin og spurgte, om man kunne komme derind, og det kunne man godt, lød det videre Storm om erhvervspraktikken, mens han far med et glimt i øjet forklarede ham, at han er nødt til at have jakkesættet på hver dag i den uge, hvor han skal i praktik.
Jesper Vollmer bemærkede desuden også, at sønnen nærmest lignede en jæger i sit grønne outfit og afslørede samtidig, at Storm selv har været med til at skyde den kronhjort, som er på menuen til konfirmationsfesten, der skal holdes i telt for de 65 indbudte gæster hjemme hos Annette Heick og Jesper Vollmer.