18. sep. 2024
Af Caroline Andersen

Annika Bornebusch blev ramt af panikangst i Korpset: Nu har hun et hul i hukommelsen fra episoden

Aspirant nummer 12, Annika Bornebusch. 
Aspirant nummer 12, Annika Bornebusch.
Foto: Lars E. Andreasen/TV 2
Det var dramatiske scener, der udspillede sig i "Korpset", da aspirant nummer 12, Annika Bornebusch, blev ramt af panikangst.

Der var umiddelbart intet alarmerende, da aspirant nummer 12, Annika Bornebusch, kæmpede sig i mål, da hun havde løbet 10 kilometer i "Korpset".

Efter løbeturen lagde hun sig ned, fik benene op og fik fokuseret på vejrtrækningen.

Med god hjælp fra de andre aspiranter blev hun hjulpet ind i deres sovesal, hvor hun fik tøjet af – og herefter havde hun udsigt til en burger og en sodavand.

Men det gik langt fra som planlagt.

Da Annika Bornebusch lå i feltsengen, og alt umiddelbart virkede normalt, blev hun pludseligt ramt af et voldsomt anfald af panikangst.

I programmet ser man Annika Bornebusch, der bliver ved at sige, at hun er bange for, at hun skal dø af et hjertestop.

Programmets tv-læge overbeviser Annika Bornebusch om, at hun ikke er ved at dø – og stille og roligt vender hun tilbage til sig selv.

Men efter programmet kan Annika Bornebusch slet ikke huske noget fra den sidste halve kilometer før målstregen.

Det eneste hun kan huske er, at hun pludseligt lå i feltsengen.

– Der var faktisk en stor del af det, jeg ikke kunne huske, fortæller Annika Bornebusch til TV 2 Echo, der har genset klippet af sig selv.

Annika Bornebusch troede dog, at hun var havnet i feltsengen af en helt anden årsag.

Hun var nemlig sikker på, at hun var udgået fra kurset, da hun ikke havde sit nummer på armen.

– Så hvis jeg ser lidt sammenbidt ud, så var det faktisk, fordi jeg var megaked af, at jeg troede, at jeg var udgået fra kurset og hadede mig selv for at tage en beslutning, der havde kostet mig min deltagelse, fortæller Annika Bornebusch til TV 2 Echo, der ikke vidste, at hendes nummer sad på armen af hendes jakke.

Du kan se "Korpset" hver onsdag klokken 20.40 på TV 2 Echo eller fra morgenstunden på TV 2 Play.

Læs mere om: