Bodil Jørgensen til Erik Clausens bisættelse: Der går lang tid før jeg erkender han er død
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
Familier, venner og kollegaer siger tirsdag eftermiddag et sidste farvel til Erik Clausen, som døde 82 år gammel den 30. oktober.
Blandt de mange der er mødt op til bisættelsen i Nordre Kapel på Vestre Kirkegård er Bodil Jørgensen. Hun spillede med i hans to seneste film, ligesom hun også spillede over for Erik Clausen.
- Han var utroligt morsom og hjemlig og kærlig. Han tilfører det kolde medie så meget menneskelighed. Film stinker af penge og produktivitet. I hvert fald nogle steder. Han var ikke til salg for noget, sagde Bodil Jørgensen foran kapellet, hvor hun også satte ord på, hvordan Erik Clausen var som person.
- Der var noget ’rigtigt menneske’ over ham. Han kom fra arbejderklassen, og der blev han ved med at stå, og så ragede hans hoved lidt op og kiggede ud over landskabet. Han lavede ikke om på sig selv.
Det er nu et par uger siden, Erik Clausen sov ind, men for Bodil Jørgensens vedkommende er det endnu ikke helt gået op for hende, at han ikke er her mere.
- Nogle mennesker kan ikke dø på en eller anden måde. Jeg havde det lidt på samme måde med Ole Ernst. Nogle der er så levende, når de er levende, at det er svært at forstå. Det vil tage mig lang tid at erkende, at han ikke lige er rundt om hjørnet.