Børn var en del af parrets planer: Cathrine og Rasmine Laudrup-Dufour har følt sig forpligtede
Cathrine og hustruen Laudrup-Dufour har netop afsløret, at de venter sig.
Det har parret delt på Instagram.
- En mini Laudrup-Dufour vokser i Rasmines mave, og vi er alle meget spændte, skriver parret forventningsfulde.
Parret har været sammen siden 2019, og kærligheden kulminerede i et smukt vinterbryllup i 2022.
Det har hele tiden været en del af planen, at Cathrine og Rasmine Laudrup-Dufour skulle have børn sammen.
Det har Cathrine Laudrup-Dufour fortalt i et interview med Alt for Damerne i sommer.
Her forklarede hun, at hun og Rasmine Laudrup-Dufour faktisk føler sig forpligtet til at bringe børn i verden.
- Vi ser Rasmines forældre rigtig meget, og jeg tror, vi føler os forpligtede til at fortsætte familien og samtidig skabe noget for os selv, så vi ikke lige pludselig bare er ”Gamle et” og Gamle to”, der sidder her alene på gården om 50 år. Vi føler os også forbundne med familiefølelsen, og vi vil gerne skabe en familie sammen, som vi kan nyde hverdagen med, fortalte hun i interviewet.
Rasmine Laudrup-Dufours forældre Brian og Mette Laudrup kan altså se frem til deres andet barnebarn.
I 2022 blev de bedsteforældre for første gang, da Rasmines bror Nicolai blev far.