Camilla Dalsgaard revner af stolthed: Datteren Andrea skal spille sammen med kæmpestjerner
Camilla Dalsgaard er datter af Soffie Dalsgaard og dermed født ind i en dansefamilie, og hendes egen datter, Andrea, er gået i samme retning.
Udover at danse arbejder ”Vild med dans”-stjernens otte-årige datter også som model, ligesom hun også allerede har haft debut som skuespiller.
Andrea spiller med i filmen ”Bytte bytte baby”, og så har hun også haft flere roller på Eventyrteatret i Tivoli.
Nu er Camilla Dalsgaards datter klar til at træde ind på den helt store scene for første gang, for på Instagram afslører hun, at Andrea skal spille med i den stort anlagte ”Askepot – The Musical”.
Det er ikke en hvilken som helst rolle, hun skal spille, for til foråret skal Andrea dele rollen som den lille Askepot.
Det er en stjernespækket musical, hun skal spille med i, og erfarne kræfter som Stig Rossen, Caroline Henderson, Pelle Emil Hebsgaard og Johanne Milland er med på rollelisten.
Det er Soeren Le Schmidt, der har skabt kostumerne, mens Rasmus Seebach har været med til at lave musikken.
Der er premiere i Tivolis Koncertsal den 7. marts.