Christian Degn og Peter Mygind udskyder show: Christian Degns flytning har haft store konsekvenser
Der er lagt i kakkelovnen til gode snakke, godt humør og tabubelagte emner, som bliver samlingspunktet i Peter Mygind og Christian Degns nye show ”Sæd og Farmænd”.
Et show de begge har set frem til at føre ud i livet – men der går desværre en rum tid endnu, selvom premieren var planlagt til den 20. april 2023.
Peter Mygind og Christian Degn har nemlig valgt at udskyde showet til 2024.
De kan simpelthen ikke nå at blive klar.
Det fortæller Christian Degn på sin Instagram.
Her deler han også en video, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
På videoen kan man se den nye duo prøve kræfter med et dansenummer, men det går ikke helt, som de havde håbet på.
- Peter og jeg må desværre udskyde vores tour. Det er vi virkelig ærgerlige over, men sagen er, at vi ikke kan nå at lave og øve det show, vi drømmer om. Bare se videoen!, skriver Christian Degn til opslaget.
Han forklarer endvidere at hans flytning fra København til Jylland, har haft større konsekvenser for showet, end de havde regnet med – og det er altså derfor blevet nødvendigt for dem at udskyde deres show til 2024.
- Showet skal være på TOPPEN, når vi går på scenen - og vi håber sådan at se jer! Nye datoer kommer snart, skriver Christian Degn, og slutter af med at takke dem, der allerede har købt billet til showet.
Show kommer til at handle om hvordan man er mand i 2023, og kommer både ind på at score, lave børn, nedsat sædkvalitet, at være far og kæreste igen.