Danica Curcic har mistet sin far
Coronanedlukningen er gået hårdt ud over mange kunstnere, og for skuespilleren Danica Curcic har den seneste tid været ekstra svær.
- Jeg mistede desværre min far for nogle måneder siden. Det har været ret godt at have den her tid kun med familien og tage sig af ham. På den måde har det været positivt at have den ro, fortalte den 35-årige skuespiller, da hun var med til årets Bodilfest.
Fik en god afsked
Han døde efter et langt sygdomsforløb, og familien nåede at få en god afsked men ham.
- Han kom hjem, så det var godt, fortalte Danica Curcic.
Netop den megen tid med familien har været en stor hjælp i forhold til at komme oven på igen.
- Jeg har det okay. Jeg var meget en del af det hele, så det har hjulpet på sorgprocessen. Jeg har det godt, vi holder sammen.
Danica Curcic har serbiske rødder og kom til danmark som et-årig. Hun er blandt andet kendt fra ”Fasandræberne”, ”Stille Hjerte”, ”Kriger” og en række roller på teateret. I efteråret modtog hun Kronprinsparrets Kulturpris.