24 år efter Poul Bundgaards død: Kirsten har stadig hans kærestebreve liggende på natbordet
For 24 år siden sagde vi et sidste farvel til Poul Bundgaard. Han var den folkekære skuespiller, joviale operasanger og hele Danmarks Kjeld – Olsen Bandens forsigtige forbryder med jordemodertasken.
Men for hans enke Kirsten var han Poul – hendes store kærlighed.
Det fortæller Kirsten Bundgaard om i denne uges BILLED-BLADET, hvor hun sætter ord på tabet af sin Poul, men mest af alt den kærlighed, som lever videre efter hans død.
For selv om han ikke er her mere, og selv om hendes børn i løbet af de seneste 24 år ofte har opfordret hende til at finde en ny livspartner, er der kun en for hende:
– Jeg savner ham hver dag, det indrømmer jeg. Vi havde 36 vidunderlige år. Vi var aldrig uvenner. Jeg tænker på ham hver evig eneste aften, når jeg går i seng, siger Kirsten Bundgaard til BILLED-BLADET og fortæller, at hun har beholdt Pouls kærlighedserklæringer:
– Han var altid sød ved mig. Kom og kyssede mig lige meget hvad. Sagde 50 gange i løbet af dagen, at han elskede mig og skrev små søde kærlighedserklæringer til mig. De ligger på mit natbord, så jeg kan læse lidt i dem, inden jeg går i seng.
Kirsten Bundgaard lægger ikke skjul på, at hun stadig er ked af at have mistet sin mand. Men hun fortæller også, hvor glad og taknemmelig hun er for sit liv og ikke mindst sine tre børn, syv børnebørn og to oldebørn.
Da Kirsten Bundgaard mødte Poul, havde han to børn, Helle og Steen, som han fik med sin første kone. Kirsten Bundgaard har dog altid betragtet dem som sine, og de kalder hende også mor.
Siden fik Poul og Kirsten Bundgaard også sønnen Peter.