Baron Otto Reedtz-Thott får fornem titel af dronning Margrethe
1. januar udnævnte dronning Margrethe to nye kammerherrer.
Den ene er baron Otto Reedtz-Thott fra Gavnø Slot.
Baronen er gift med kronprinsesse Marys nære veninde, baronesse Helle Reedtz-Thott, der i sin tid var en af prins Vincents faddere.
Baronparrets bryllup i 2002 var en af de allerførste offentlige fremtrædender for den daværende Mary Donaldson.
Otto Reedtz-Thott har desuden titel af hofjægermester.
Det er alene dronning Margrethe, der afgør, hvem der skal tildeles titlen kammerherre, der har sin oprindelse i enevælden og var en fremtrædende, ofte adelig, embedsmand med adgang til kongens gemakker, men i dag udelukkende er en ærestitel.
Hoffet gør i visse situationer brug af kammerherrerne, for eksempel når en nytiltrådt ambassadør skal ledsages til sin første audiens hos dronningen samt ved større arrangementer i kongehuset, oplyser kongehuset på sin hjemmeside.
Samtidig med Otto Reedtz-Thott tildeltes også godsejer Joachim Lorentz Castenschiold ærestitlen kammerherre ved dette årsskifte.