Dejlig nyhed: Endnu flere familiemedlemmer slutter sig til dronning Margrethes fejring
Det bliver med garanti en skøn dag for dronning Margrethe, når hun den 12. november skal fejres på Københavns Rådhus.
Det er den forsinkede og skubbede 50-års regeringsjubilæumsfejring, der endelig kan blive holdt for vores majestæt.
Dronning Margrethe kører fra Amalienborg til Rådhuspladsen i karet, hvor hendes nærmeste familie allerede er ankommet, og så står den på officiel frokost og fejring.
Med sig på dagen har dronning Margrethe sine to sønner og svigerdøtre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt prins Joachim og prinsesse Marie, og sin lillesøster prinsesse Benedikte.
Som en dejlig nyhed får dronning Margrethe efter planen også selskab af sin fætter grev Ingolf og hans kone gennem 24 år, grevinde Sussie.
BILLED-BLADET sender live fra dagen. Læs mere om det herunder og følg med på billedbladet.dk.