Grev Ingolf og grevinde Sussie sælger kongelige kostbarheder: Den her genstand overrasker mest
I forbindelse med deres flytning i et mindre og moderne hus har grev Ingolf og grevinde Sussie af Rosenborg sat en lang række kongelige genstande på auktion hos Bruun Rasmussen.
Den unikke kunst og det historiske indbo kommer på auktion den 6. marts hos Bruun Rasmussen i auktionshuset i Bredgade samt på en online auktion senere samme dag.
Farmors billardbord
Blandt de mere overraskende genstande er et billardbord, der har tilhørt dronning Alexandrine, dronning Margrethe og grev Ingolfs farmor.
Med bordet følger en kø med monogram, der var en fødselsdagsgave til hendes 60-års fødselsdag. Billardbordet af kvartstørrelse med kanter af mahogni er vurderet til 8.000-10.000 kroner.
Flere generationer af kongelige
Genstandene, der kommer på auktion, stammer blandt andet fra grev Ingolfs tipoldeforældre, kong Christian IX og dronning Louise, oldeforældrene, kong Frederik VIII og dronning Lovisa, og bedsteforældrene, kong Christian X og dronning Alexandrine.
Herefter er de nedarvet til grevens forældre, arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde af Danmark, og senest til greven selv.
Flere af genstandene har tidligere stået i Det Gule Palæ, Frederik VIII’s Palæ og Christian VIII’s Palæ på Amalienborg, Sorgenfri Slot og sommerresidensen Klitgaarden ved Skagen.