Grevinde Alexandra har stævnet Martin Jørgensen: Nu er der nyt i sagen
I otte år var grevinde Alexandra gift med Martin Jørgensen, som hun blev skilt fra i 2015.
Grevinden besluttede i efteråret sidste år ifølge HER og NU at stævne sin eksmand på grund af økonomiske uoverensstemmelser.
Mandag er der nyt i sagen.
Underskrev gældsbrev
Martin Jørgensen skulle i forbindelse med skilsmissen have underskrevet et gældsbrev, der medfører, at han skulle afdrage på den milliongæld, han havde til grevinde Alexandra, men det er ikke sket.
Ifølge HER & NU er hans gæld til grevinde Alexandra på over fem millioner kroner.
Gælden kommer af, at Martin Jørgensen skulle have overført grevinde Alexandras penge til sin egen konti med en påstand om, at de skulle bruges til nye investeringer. Det er de ikke blevet.
Ingen penge
Ved et retsmøde mandag den 16. januar mødte Martin Jørgensen ifølge SE og HØR op i retten på Frederiksberg, hvor han blev erklæret insolvent.
Det betyder, at han i det næste halve år er fredet fra at blive trukket i retten, men han er dog ikke fredet for hjemmebesøg af fogeden.
På retsmødet understregede Martin Jørgensen, at han ikke har penge til at afbetale på sin gæld til sin ekskone.
Han forklarede nemlig, at han ikke har penge til overs på kontoen hver måned til at afdrage på gælden, lige som han heller ikke ejer noget, der kan sælges og dermed bruges på gælden.
Giver ikke op
Men kampen for at få gælden betalt stopper ikke for grevinden.
Til SE og HØR forklarer hendes presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, at grevinde Alexandra ikke giver op.
Det er dog først om et halvt år, at grevinde Alexandra igen kan hive Martin Jørgensen ind til et nyt retsmøde med et håb om, at han så kan betale af på sin gæld.