Grevinde Anne Dorte er stadig indlagt på hospitalet
Den 70-årige grevinde Anne Dorte, der er gift med grev Christian af Rosenborg, er stadig på hospitalet, hvor hun både døjer med sin kræftsygdom og med følgerne af et fald lillejuleaften, skriver Her & Nu.
Grevinde Anne Dorte brækkede højre hofte og skulder ved faldet og måtte opereres akut på Herlev Hospital, men er senere blevet overflyttet til Gentofte Hospital.
Her har grevinden formået at gennemføre de sidste af de i alt 56 strålebehandlinger mod kræft i halsen, som hun var i gang med, da hun faldt.
- Det er bekymrende, at mor er blevet så lille og tynd, men hun er heldigvis sej og har en fantastisk livsvilje, fortæller komtesse Camilla.
Hun og tvillingesøsteren Josephine skiftes til at hente grev Christian og sidde sammen med ham ved den indlagte grevinde, som hver dag får besøg af ægtemanden.