21. aug. 2019
Af Dorte Quist

Hele historien om Rosenborg-søstrenes kostbare diadem

Prinsesse Elisabeths safir- og diamantdiadem.
Prinsesse Elisabeths safir- og diamantdiadem.
Foto: Martin Høien
I "Auktionshuset" på TV 2 kan man se se det kejserlige safir- og diamant-diadem, som grev Christian og grevinde Anne Dorte efterlod til deres tre døtre, blive solgt på auktion.

Onsdag den 21. august kl. 20.50 på TV 2 kan man i det nye afsnit af "Auktionshuset" se det fantastiske kejserlige safir- og diamantdiadem, som stammer fra dronning Alexandrine, bliver solgt på auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner.

Det smukke diadem, der blev budt op i to millioner kroner på auktionen, har i mange år været ejet i en sidegren af den danske kongefamilie.

De tre Rosenborg-søstre, Camilla, Josephine og Feodora, arvede ved forældrene, grev Christian og grevinde Anne Dortes død, diademet, som stammede tilbage fra deres oldemor dronning Alexandrine.

Lå i en bankboks

I fire år opbevarede søstrene diademet og flere andre kostbare smykker fra deres mor, i en bankboks. Da søstrenes faster, prinsesse Elisabeth, døde i 2018, efterlod hun sit bo til sine tre niecer. Der var selvfølgelig en del som de tre søstre ønskede at beholde selv, men der var også en del møbler, service, lysestager, æsker, fade og meget mere, som de tre søstre ikke ønskede at beholde. Det var ting, som alt sammen havde enten en kongelig proveniens eller antikviteter, som havde en stor værdi.

Derfor besluttede de sig for at sælge en del effekter hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner, og samtidig ville de også sælge det smukke kejserlige safir- og diamant-diadem og et par enkelte andre smykker, som de havde arvet fra deres forældre.

Det er årsagen til at Bruun Rasmussen Kunstauktioner sidste efterår tiltrak sig en opmærksomhed som aldrig før med safir- og diamant-diademet med den kongelige og kejserlige historie.

Fra den russiske zar

Men hvor kommer den kejserlige del af historien så ind?

Det skyldes, at diademet var en gave fra den russiske zar, Nikolai II.

Den russiske zar var fætter til den danske prins Christian, ligesom zaren også lidt længere ude var i familie med prins Christians forlovede, prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin.

Zaren bestilte personligt diademet hos en russisk juveler som en bryllupsgave til sin fætters kommende hustru, da Alexandrine og Christian blev gift i 1898 ved et bryllup i Cannes.

Diadem i arv

Otte år senere blev prins Christian og prinsesse Alexandrine kronprinspar i Danmark, og i 1912 blev parret regenter med titlen kong Christian X og dronning Alexandrine.

Kongeparret gav senere den russiske bryllupsgave videre til deres svigerdatter, prinsesse Caroline-Mathilde af Danmark, i 1933, da hun blev gift på Fredensborg Slot med deres yngste søn, den senere arveprins Knud.

I 1963 forærede arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde diademet til deres yngste søn, prins Christian. Men fordi han endnu ikke var gift, beholdte arveprinsesse Caroline-Mathilde brugsretten til diademet nogle år endnu.

Romantisk gave

I 1971, da prins Christian giftede sig med den borgerlige Anne Dorte Maltoft-Nielsen i Lyngby Kirke, og parret fik titlen grev Christian og grevinde Anne Dorte af Rosenborg, fik den nye grevinde også retten til at bruge sin mands diadem. Og meget romantisk fik grevinde Anne Dorte i 1997, da hun fyldte 50 år, diademet foræret som gave af sin mand.

Da grevinde Anne Dorte døde i 2014, efterlod hun det kongelige og kejserlige diadem til sine tre døtre, Camilla, Josephine og Feodora.

Diademet består af otte ovalt skåret safirer med en samlet vægt på 33 karat, samt flere hundrede diamanter med en samlet vægt på 53 karat.

Ruslands-eksperten Martin Hans Borg hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner vurderede diademet med den store proveniens til mellem 1,5 og 2 millioner kroner, og diademet blev da også solgt for 2 millioner kroner. Når gebyr og salær blev lagt oveni, var den samlede pris for diademet 2,6 millioner kroner.

Det vides ikke, om diademet er købt af en dansker eller en udlænding.

https://imgix.billedbladet.dk/20181130_jmj0034.jpg
Hans Martin Borg fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner med prinsesse Elisabeths diadem.
Foto: MEGA

Læs mere om: