17. apr. 2011
Af af Ken Richter

Kongelig barnepige: Glad for at arbejde i kongehuset

Ann-Alicia Thunbo Ilskov
Gennem fem år har Ann-Alicia også leget med de små prinser i kongehuset. Nu er hendes egne prinser manden Ole og sønnen Conrad.
Foto: Alex Tran
I fem år var Ann-Alicia Thunbo Ilskov ansat i kongehuset, hvor hun passede de små prinser.

Nu er Conrad hendes egen lille prins, og for Ann-Alicia er det en ære at være husmoder.

Hvis der er nogen ikke-kongelig, der har været med til at præge den første spæde barndom for prinserne Nikolai, Felix og Christian samt prinsesse Isabella, så er det 26-årige Ann-Alicia Thunbo Ilskov.

Hun var barnepige for prins Nikolai og prins Felix fra 2002 og to år frem, og efter de flyttede med grevinde Alexandra til København, var Ann-Alicia ung pige i huset hos prins Joachim på Schackenborg Slot, inden hun blev barnepige for prins Christian og prinsesse Isabella og fik fast adresse på Fredensborg Slot. Nu bor hun med sin mand Ole og deres toårige søn Conrad i den gamle forskole i landsbyen Brylle ved Tommerup på Fyn.

- Jeg var rigtig glad for mit arbejde i kongehuset, fortæller Ann-Alicia, der har prøvet at passe både prins Felix og prinsesse Isabella, fra de var nyfødte.

Gammeldags husmoder
At kongehuset valgte netop Ann-Alicia som barnepige er ikke så sært, for hun har altid været glad for de huslige pligter, og så er hun vokset op med både dansk og engelsk. Den tradition fører Ann-Alicia videre med sin egen søn.

- Jeg taler en blanding af engelsk og dansk med min søn, for det gjorde min mor også med mig. På den måde bliver det naturligt for ham, og det vil jo altid været et godt sprog at være fortrolig med, forklarer Ann-Alicia, der også har gået to år i skole i USA.

- Jeg ser mig selv som en moderne husmoder på den gammeldags facon. Der er lidt "Matador" over ordet "husmoder", og jeg synes, det er meget hyggeligt, og jeg bruger det med stolthed og ære. Desværre er det jo de færreste, der har råd til at gå hjemme og være husmoder som i gamle dage. Derfor vil jeg gerne hjælpe, forklarer Ann-Alicia.

Læs mere om: