Prinsesse Marie-Gabrielle af Luxembourg er død: Derfor begraves hun i Danmark
I sidste uge meddelte kongehuset i Luxembourg, at storhertug Henris faster prinsesse Marie-Gabrielle var gået bort, 97 år gammel.
Lørdag begraves prinsessen – men ikke i Luxembourg. Hun bliver begravet i Danmark.
Prinsesse Marie-Gabrielle blev født i Luxembourg, men i 1951 blev hun gift med danske lensgreve Knud af Holstein-Ledreborg, hvormed hun flyttede til Danmark, og her boede hun indtil sin død.
Parret boede på slottet Ledreborg ved Lejre, og de var gift i 50 år, indtil lensgreve Knud gik bort i 2001.
Det er også på Ledreborg Slot, at begravelsen af prinsessen vil finde sted.
Det meddeler hoffet i Luxembourg i en pressemeddelelse, hvor de samtidig oplyser, at storhertug Henri vil være til stede.
Prinsesse Marie-Gabrielle og lensgreve Knud fik syv døtre, og det er i dag deres fjerde barn, Silvia Munro, der ejer slottet.
Ledreborg er blandt andet kendt for de årlige slotskoncerter, hvor en række store musikere optræder i slotshaven.
Lørdag er det dog i en trist anledning, at familien inviterer til slottet. Prinsesse Marie-Gabrielle af Luxembourg bliver begravet lørdag den 18. februar kl. 11.