Skjult hentydning? Grev Nikolai vækker opsigt med nyt navn på socialt medie
Med det nye år fulgte en ny virkelighed for dronningens barnebarn Nikolai.
Ved årsskiftet mistede Nikolai sin kongelige titel, og fra 1. januar er han grev Nikolai af Monpezat.
Nu har greven taget et skridt videre i sit nye liv som adelig. Han har oprettet en ny Instagram-profil – men én ting vidner om, at han endnu holder fast i sine kongelige aner.
Grev Nikolai har valgt at kalde sin profil ”nikolaitildanmark” med en skjult, dog stærk, hentydning til, at han – trods sin nye titel – stadig har en plads i arvefølgen til den danske trone.
Hvis man er arveberettiget til den danske trone, er man eksempelvis prins og prinsesse 'til Danmark', og hvis ikke er man 'af Danmark'.
Tronfølgeloven opererer dog ikke kun med prinser og prinsesser, men derimod med "efterslægt", og derfor kan prins Joachims fire børn stadig være arveberettigede, selv om de ikke længere har kongelige titler.
Det var tilbage i september, at dronning Margrethe i en pressemeddelelse oplyste, at prins Joachims fire børn ville miste deres kongelige titler ved årsskiftet. Afslutningsvist fastslog dronningen dog, at de fire børn fortsat ville beholde deres pladser i arvefølgen.
Dronningens udmelding ramte prins Joachim og hans familie hårdt, og der opstod en krise, som dronningen også valgte at italesætte i sin nytårstale.
I forbindelse med at han mistede sin kongelige titel, gav grev Nikolai udtryk for, at det var en svær situation at stå i:
”Det er en underlig følelse og en oplevelse, som jeg helst havde været foruden.
Men nu er det, som det er. Jeg vil resten af mit liv være stolt over de år, hvor jeg fik lov til at være prins til Danmark.” lød det i januar fra grev Nikolai i et skriftligt svar gennem presserådgiver Helle von Wildenrath Løvgreen til BILLED-BLADET.