Andrea Heick Gadeberg flytter fra sin forlovede: Rykker til Fyn med søn af kendt skuespillerpar
Meget snart rykker det unge skuespiltalent, Andrea Heick Gadeberg, teltpælene op og flytter fra den lejlighed i København, hvor hun i dag bor sammen med sin forlovede, Blaue Blume-guitaristen Robert Jensen Buhl.
I stedet bosætter hun sig for en stund i Odense, hvor hun sammen med en ven fra gymnasiet, der desuden er søn af et dansk skuespillerpar, har fået lejlighed.
Det skriver B.T.
Andrea Heick Gadeberg er blandt andet kendt for sin rolle i TV 2-serien ”Sygeplejeskolen”, ligesom hun havde en bærende rolle i den stjernespækkede spillefilm ”Retfærdighedens ryttere” samt ”SMUK”.
Men selv om den 24-årige kvinde allerede har udmærket sig på det store lærred, og skrevet sig ind i hjerterne hos mange danskere hjemme i tv-stuerne, så drømmer hun stadig om at få papir på sit talent.
Til sommer rykker skuespillerinden derfor teltpælene op, og sammen med Tobias Staugaard, der er søn af skuespillerparret Morten Staugaard og Christiane Gjellerup, flytter hun til H.C. Andersens hjemstavn for at starte på Den Danske Scenekunstskole pr. 1. august. Det skriver B.T.
– Jeg tror det bliver fedt, vi glæder os til at opleve Odense. Vi har aldrig boet i Odense nogen af os, men det bliver da spændende at forlade København, fortæller Andrea Heick Gadeberg til B.T.
Skuespillerindens forlovede bliver fortsat i hovedstaden, hvor han gør sit studie færdigt. Herefter må tiden vise, om han mon også flytter ind i den lejlighed, hans partner og hendes kammerat har sikret sig på Fyn.
Du kan læse hele artiklen her.