Andreas Mogensen hårdt ramt efter rumrejse: Nu skal jeg komme til hægterne igen
Efter et halvt år i rummet vendte Andreas Mogensen hjem i god behold tirsdag den 12. marts.
Rejsen fra Den Internationale Rumstation til Jorden varede omkring 18 timer, og dagen efter, at den danske astronaut atter satte fødderne på fast grund, har han nu delt sine første ord.
Det sker i et opslag på Instagram, hvor Andreas Mogensen takker alle dem, som har gjort rejsen mulig.
Han takker også alle de mennesker nede på Jorden, som har fulgt med i hans mission og har sendt ham masser af dejlige beskeder – både under hans rummission og efter, at han er kommet tilbage.
47-årige Andreas Mogensen lægger dog ikke skjul på, at han også er lidt hård ramt, efter han er kommet hjem.
Han skriver, at han nu skal bruge tid på at komme til hægterne igen, fordi tyngdekraften på Jorden føles mærkelig efter så lang tid, hvor han har levet uden den og har svævet ude i rummet. Han skal også igennem nogle medicinske undersøgelser.
Til sidst oplyser Andreas Mogensen også, at han naturligvis også glæder sig til at bruge tid sammen med sin hustru og tre børn, som han ikke har set i seks måneder.
Klik her for at se et billede af den danske rumstjerne, som er taget, da han storsmilende vendte tilbage til Jorden.