Annette Heick om Brygmann: Han er min soulmate
Annette Heick fortæller i et interview i Alt for Damerne, at hun ikke har nemt ved at få venner. Martin Brygmann er en af dem, hun senest har fået et godt og tæt venskab med.
- Jeg er ret genert og tilmed bange for, at en potentiel ny ven vil afvise mig, så selv om vi havde arbejdet sammen flere gange, var vi endnu ikke venner, da vi sidste år sammen skulle indspille en sang i anledning af dronningens 70-års fødselsdag. Men den dag opstod der en slags venskabelig kærlighed ved første blik mellem os to - og dirigenten Michael Bojesen, fortæller den 40-årige Annette Heick til Alt for Damerne.
- Jeg har beundret Martin i årevis for hans musikalitet. Han er den absolut bedste popsangskriver i Danmark, og den måde han kommunikerer via musikken, går rent ind hos mig. Jeg har en kæmpe respekt for Martin på samme måde, som jeg tror, man har det, hvis man har en storebror, der er blevet berømt.