Besværligt bryllup: Tine Gøtzsche afslører problemer inden parrets store dag
Journalist Tine Gøtzsche, 56, strikkede og spillede sig ind i danskernes hjerter, da hun sidste år medvirkede i TV 2-programmet ”Forræder”.
At mærke sine landsfællers kærlighed var dog ikke det største, der skete for Tine Gøtzsche sidste år.
Efter flere års venten kunne hun i december sidste år afsløre, at hun endelig havde sagt ja til sit hjertes udkårne, forfatter Mads Nygaard, ved et romantisk bryllup i Skotland.
I et interview med Ekstra Bladet afslører den tidligere TV Avisen-vært dog, at vejen til at blive mand og hustru bestemt ikke var ligetil.
– Vi havde prøvet at blive gift i tre år, men så kom Corona og pandemier og alle mulige besværligheder. Og så pludselig slog det ned i os, at nu skulle vi til Skotland. Skulle vi så ikke bare gøre det der. Vi havde så ikke tænkt alt det der igennem med Storbritannien og brexit og alt det med visum og papirer mig i hoved og røv. Så det har været en lille smule besværligt og meget bureaukratisk, afslører Tine Gøtzsche overfor mediet.
Det lykkedes dog omsider parret at få papir på deres kærlighed.
Tine Gøtzsche er mor til en søn, som hun har adopteret fra Etiopien, hvorimod Mads Nygaard har tre børn fra et tidligere forhold.
Synes du allerede, at det er lidt for længe siden, du har set Tine Gøtzsche på skærmen, så kan du glæde dig over, at hun snart medvirker i ”Jeopardy”, der har premiere den 1. februar på Discovery+ og Kanal 5.
Her medvirker hun sammen med 26 andre kendte danskere, her i blandt journalist Simi Jan, sportsstjerne Rikke Hørlykke og skuespillerinde Merete Mærkedal, om at samle penge ind til deres foretrukne velgørenhedsorganisation.