Britney frasiger sig forældremyndigheden
Her troede en hel verden, at Britney Spears var i så meget bedring, at hun efterhånden havde fået styr på sit liv. Men nu træder den problemramte sangerinde selv på bremsen og fraskriver sig fuldstændigt forældremyndigheden over sønnerne Sean Preston og Jayden James. Det rapporterer E! News.
Fremover skal Kevin Federline have den fulde forældremyndighed over sønnerne, og Britney har besøgsret, men ifølge Federlines Britney-betalte advokat Mark Vincent Kaplan skal aftalen stadig godkendes af retten. Aftalen er meget detaljeret, og der er taget højde for, hvad der skal ske, hvis Britney i fremtiden slipper af med sin far som værge.
"Ingen kan spå om fremtiden, men i den grad, som det er muligt, synes jeg, at vi har taget højde for, hvordan vi skal forholde os," forklarer Kaplan, der også fortæller til E!, at Kevin Federline er tilfreds med aftalen.