For 30 år siden sagde vi farvel til Simon Spies
Rejsekongen Simon Spies' død i går for 30 år siden kom ikke som et chok. Han havde længe været syg, og selv ikke hans glamourbryllup året før med purunge Janni Spies kunne skjule, at han var en mærket mand.
Mærket af et helt ekstraordinært liv i overhalingsbanen. Intet menneskeligt var fremmed for Simon Spies, som udover sin enorme begavelse også rummede en lyst til at lege med sprut og stoffer. Lige så outreret han var i sit ydre med ekstravagante luksusvaner og morgebolledamer og vild hårpragt, ligeså konservativ var han som forretningsmand. Han gamblede aldrig, men lagde altid halvdelen af fortjenesten til side. Den var til gengæld stor - fortjenesten.
Han var fremragende til at gøre forretninger. Et talent, der allerede havde manifesteret sig som barn, da han opkøbte restvarer på Helsingørs marked og solgte dem videre til folk, der ikke kunne komme på marked.
Venner med Mogens Glistrup
På Københavns universitet uddannede han sig både til cand. polit. og cand. psych. og blev bedste venner med en anden usædvanlig begavelse, Mogens Glistrup. Deres forhold blev sidste år skildret i spillefilmen "Spies & Glistrup".
"Dårlig omtale er bedre end igen omtale", sagde Simon Spies, og han var et omvandrende bevis for læresætningen. Eller måske gjaldt den kun ham. I hvert fald tilgav danskerne gang på gang den exentriske mangemillionær, uanset om han dyrkede sex på et værtshusgulv eller bare førte sig frem med sin gnæggende arrogance. Det var, som om populariteten voksede med provokationerne.
Brylluppet med Janni Spies var et højdepunkt i Simon Spies' i forvejen tæt medieovervågede og farverige liv. Den kun 20-årige receptionist var udset til at arve hele rejseimperiet efter sin barnløse ægtemand. Det gjorde hun så allerede året efter, men efter Simon Spies' død var det slut med de fede og festlige tider for Spies Rejser. En lang nedtur begyndte, og i dag er rejseselskabet en underafdeling i koncernen My Travel.