Bente Bernstorff afviser kæresterygter med Mærsk
Det sker ikke hver dag, at en 80-årig malerinde udstiller nye og friske billeder. Det gør Bente Bernstorff-Gyldensteen ikke desto mindre indtil den 18. maj i Galleri LB i København, hvor hendes portrætmaleri af hr. Møller også er udstillet.
Bente Bernstorff, som ikke bruger den sidste del af sit efternavn, når hun maler, ses ofte i selskab med Danmarks rigeste mand, den snart 98-årige skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller. Det har sat gang i rygter og spekulationer om, at de er kærester.
- Jeg bliver rasende, når bladene skriver, at vi er kærester, siger Bente Bernstorff.
- Jeg bryder mig ikke om det ord; det er helt forkert at bruge det om vores forhold.
Har begge mistet
- Vi er gode venner. Rigtig gode venner. Vi sejler sammen, rejser sammen og nyder hinandens selskab. Det har slet ikke noget med kæresteri at gøre, men der er da ikke noget forkert eller mærkeligt i, at to mennesker i vores alder, som begge har mistet vores ægtefælle, udvikler et godt og tæt venskab, vel?
Bente Bernstorff var i mange år "landmandskone" på godset Gyldensteen ved Bogense, som hendes mand, Carl-Johan Bernstorff-Gyldensteen ejede. De flyttede senere til London efter at have overdraget godset til deres søn, Frants.
Efter sin mands død i 1999 vendte Bente Bernstorff tilbage til København og begyndte atter at male. Hun har kendt Mærsk-familien i mange år, hvor de var på gæstelisten, hver gang der var store fester i det danske kongehus.
Mærsk Mc-Kinney Møller mistede sin kone, Emma, lige før julen 2005.