Bettina Aller: Jeg græd et helt år
Aller koncernens eventyrlystne overdirektør Bettina Aller, fortæller åbenhjertigt i et interview med ugebladet Femina, om den sværeste periode i hendes liv.
Og selvom Bettina har oplevet mere end de fleste, så er det en mere jordnær oplevelse der, står øverst på globetrotterens mentale liste over største udfordringer. Skilsmissen med Ole Simonsen.
- Det tog et år, hvor jeg var rigtigt ulykkelig. Og et år, hvor jeg slikkede sårene, men det fyldte stadig: Skulle jeg være blevet? Tvivl og tvivl og tvivl… Jeg ville ønske, jeg kunne have gået til et eller andet orakel, som havde svarene. Tvivl er meget tyngende. Jeg vil 100 gange hellere gå jorden rundt end skulle skilles igen, fortæller Bettina Aller til Femina.
- Det var enormt hårdt at se på, at jeg gjorde min eksmand så ked af det, for jeg holdt stadig så meget af ham, men jeg kunne jo ikke ofre mit liv…
- Jeg græd et helt år, da jeg blev skilt. Man siger ikke bare: "Nu gider jeg ikke det mere". Jeg GAD det ikke mere, men det gør ondt at splitte en familie, og jeg holdt stadig af min mand. Vi kunne bare ikke bo sammen. Han ville begrænse mig, og jeg ville jo det hele.
Siden mødte Bettina sin franske mand Jean-Gabriel, der i højere grad har de samme ønsker og behov som hende.
- Nu har jeg mødt Jean-Gabriel, og han lader mig flyve, og jeg lader ham flyve, men vi kommer altid tilbage til reden og hygger os sammen.
- For jeg vil have passion. Jeg er meget krævende. Jeg vil begære og begæres og føle, det kilder i maven. Og det gør det. Jeg har kendt Jean-Gabriel i ni år, og jeg er stadig vild med ham.