Bettina Aller vender hjem efter verdensomsejling
I morges kl. 7.30 tog Bettina Aller et fly til New Zealand. Familien Aller har dermed sagt farvel til skibet, Lady Emily, som har været familiens hjem det sidste år.
- Vi har valgt at brække hjemrejsen op, så vi ikke skal flyve 30 timer i træk med de små. For så skulle jeg nok indlægges på den lukkede afdeling, når vi kom frem, skriver Bettina Aller på sin blog ladyemily.dk
- Efter 4 dage i New Zealand flyver vi til Bangkok, hvor vi bliver 5 dage, hvorefter turen går til Paris, hvor vi bor et par dage i Jean-Gabriels (Bettinas franske mand, red.) lejlighed. Og så skal vi ellers hjem til Dannevang. Jeg glæder mig, skriver Bettina Aller, der har haft et vidunderligt år på havet, men som nu vil hjem til sine to teenage børn, Emily og Christopher, der har været med på turen, men som er rejst i forvejen, og ikke mindst Bettina Allers mor, der venter i Danmark.
Familien sluttede deres sørejse på Tahiti, hvor Bettina Aller på sin sidste aften beskriver, hvordan de små ankerlys bliver tændt på de andre både, mens hun sidder og skriver på sin blog. Hun har ikke kedet sig et sekund på turen, men snarer følt, at dagene var for korte. Det er dog ikke en nattevagt klokken 03:30 hun kommer til at savne, men alt muligt andet. Havet har taget plads i mit hjerte, stærkere end jeg havde troet, skriver hun.
- Det blev ikke det år, som jeg troede, det ville blive, for da jeg planlagde turen her for 5-6 år siden, var jeg ikke engang gravid med Marco og Louis (Bettina Allers to tvillingedrenge på to år, red.). Men det blev et vidunderligt år med alle mine fire dejlige børn, med min mand, med venner og familie på besøg, og med havet og en masse eventyr.