Blomsterhandler smed Rigmor Zobel ud
- Så er det ud!
Nogenlunde sådan lød det, da personalet i Bremerholms Blomster ved Magasin i København smed Rigmor Zobel ud af butikken forleden. Jetset-kvinden fik de ansatte til at se rødt, da hun selv ville vælge roserne i en buket, som hun ville forære sin mand Jesper Ravn i forbindelse med hans 43-års fødselsdag. Det fortæller Se og Hør i denne uge.
- Hun kom her og troede, hun var en dronning. Det er hun altså ikke, og vi kan sagtens leve uden Rigmor Zobel. Vi sælger masser af blomster, siger en mandlig ansat til Se og Hør.
Øjenvidner til episoden er lettere uforstående over for personalets reaktion, og de fortæller til Se og Hør, at de føler, at Rigmor Zobel blev "svinet til" i butikken.
Det har sikkert været en ekstra ydmygelse for Rigmor Zobel, at hendes veninder Caroline Fleming og Signe Damgaard - Erik Damgaards ekskone - var med i butikken.