20. feb. 2011
Af af Liz Rørsig

Christina Hembo og familiens ferieparadis

Christina Hembo
Christina Hembo og børnene Sophie og Marcus nyder det varme klima i Thailand.
Foto: BILLED-BLADET
Christina Hembo er rejst til solen og varmen i Thailand efter en travl tid med Vild med dans, cykelhold og urfirma. Koh Samui er et sandt paradis for hele familien.

Christina Hembo har efter en hektisk periode forkælet sig selv og familien med en 14-dages ferie i Thailand. Sammen med ægtemanden Claus og parrets børn Sophie, 5, og Marcus på tre år slapper de alle fire af på den romantiske ø Koh Samui. Her skinner solen fra en skyfri himmel hver dag, og temperaturen sniger sig snildt op på 30 grader.

- Vi nyder ferien 100 procent. Efter et travlt efterår med både Vild med dans, cykelhold og firma, er det rigtigt dejligt at få ladet batterierne op. Ikke mindst i en tid hvor vejret i Danmark er lidt koldt. Vi bor et dejligt sted, solen skinner, og børnene stortrives. Så kan man jo ikke andet end at nyde det, fortæller Christina fra feriestedet.

- Vi har været i Thailand fem gange før. Vi nyder de utroligt venlige thaier, det fantastiske vejr og det meget dejlige, lokale køkken, der er fyldt med velsmagende specialiteter.

Modig datter

For børnene er ferien også et absolut hit.

- Vores børn er meget rejsevante, da de, fra de blev født, har rejst jorden rundt med os, når vi skulle besøge kunder. De elsker at rejse. Især da de fyldte to år og dermed fik deres eget flysæde. Da følte de sig ekstra seje. På ferien her har de været med ude at sejle på yacht og i kajak, snorklet og kigget på smukke fisk - både store og små. De elsker stranden og poolen - og leger i vandet stort set hele dagen.

På turen har Sophie og Marcus haft mange oplevelser med dyr - store som små.

- Sophie har prøvet at have en kvælerslange om halsen. Hun prøvede også at sidde på en stejlende elefant og sagde, at hun slet ikke var bange. Faktisk er hun ret modig og vil enormt gerne prøve igen. Hun har fodret en abe med sutteflaske og haft en papegøje på hovedet samtidig med, at hun havde en bæver i armene. Marcus er lidt mere varsom og nøjedes med at ride på en elefant, fortæller Christina glad fra ferieparadiset.

Læs mere om: